"Åh nej Christian. Hvad f*anden har du nu rodet dig ud i..."

Tiden var kommet. Deadlinen var overskredet med 11 sekunder, og det var tid til at offentliggøre mit spritnye projekt, Fitnessformularen, overfor resten af omverdenen.

Eller ... dengang hed projektet faktisk ikke Fitnessformularen. Det hed noget andet ... knap så kommercielt ... for at sige det pænt. Men mere om det om lidt. Nu skal du lige have forhistorien først.

Omkring 5-6 måneder forinden, var jeg begyndt at lege lidt med tanken om, at lave mit eget "et eller andet fitnesssjov".

"Det kunne sgu da egentlig være meget fedt, at starte en eller anden form for Facebook-side eller noget, hvor jeg delte lidt ud af mine tanker omkring vægttab, fitness og lign. Kunne det ikke?"

Blankt indrømmet, havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvilken gruppe mennesker jeg ville hjælpe. Eller hvordan jeg ville hjælpe dem. Eller hvad f*nden det overhovedet var, jeg var ved at rode mig selv ud i.

Alt hvad jeg vidste var bare, at jeg brændte inde med nogle tanker og erfaringer omkring en mere simpel og ligetil tilgang til alt det her sundheds- og vægttabssjov, som jeg var sikker på, også kunne være til gavn for andre end bare mig selv.

Og så havde jeg også kun 1,5 år tilbage af min uddannelse som fysioterapeut, som jeg lige havde afklaret med mig selv, at jeg ikke ville bruge i den traditionelle fysioterapeut-forstand som ellers tiltænkt.

Som den gode Socrates sagde: Know thyself.

Og der måtte jeg nok indrømme, at selvom det nok ikke er verdens mest charmerende egenskab, så er jeg tusind gange mere en 'sidde bag computeren i 12 timer af gangen alene'-type, end en 'vær på hele dagen med nye patienter hver dag'-type.

Så måske kunne det her projekt udvikle sig til en selvstændig virksomhed, jeg kunne leve af, engang?

Det tog jeg selvfølgelig også med i regnestykket. Men i hvertfald ...

Sagen var den, at jeg efterhånden havde fået indsamlet mig en trillebør (eller fire) fyldt med hårdoptjente lærestreger ift. kost, træning og sundhed.

F.eks. var jeg under mine tidligere træningseskapader, ligesom de fleste træningsfanatiske teenagedrenge, blevet lokket til at bruge alt for mange penge på værdiløse supplementer af smarte marketingfolk.

I flere af mine unge år dumpede der hver anden måned en tung pakke, fra det der dengang hed Post Danmark, ind i SuperBrugsens pakkeshop med pulver og piller for ca. 2000 kr.

Image

Her er et billede jeg (stolt) tog af en forsendelserne ...

Nej. Jeg indrømmer det blank.

Jeg havde været hele møllen af fitnessdumheder igennem.

Ud over alle de ligegyldige supplementer, jeg brugte alt for mange penge på, i alt for mange år i træk, indeholdt listen bl.a. også en tidligere blind tro på:

  • At de var klart mest effektivt at spise 6-8 måltider om dagen for at holde insulinniveauet stabilt og dermed maksimere sin fedtforbrænding.
  • At den eneste måde at få sixpack på, var at spise kylling med broccoli og brune ris (fra plastikbokse selvfølgelig) hver 2. time fra morgen til aften.
  • At jeg skulle træne efter et 4-splits styrketræningsprogram 6 gange om ugen af 2 timer af gangen, for at få bedst mulige resultater.
  • At jeg skulle have en proteinshake senest 30 minutter efter træning for at udnytte "the window of opportunity".
  • At det var optimalt at få 3 gram protein pr. kilo kropsvægt for at opbygge mest mulig muskelmasse.
  • At jeg gerne skulle ligge 1000 kalorier i underskud, når jeg ville tabe mig - og 1000 kalorier i overskud, når jeg ville bygge muskler, så jeg så hurtig forandring.

Og ja. Jeg kunne vitterligt blive ved med at ydmyge mig selv (men der kommer jo også en dag i morgen).

Pointen er bare den, at jeg havde troet på mange forkerte ting ift. sundhed og fitness, at jeg med tiden også havde lært ligeså meget.

Og de her hårdt optjente lærestreger, vidste jeg med sikkerhed, at rigtig mange andre kunne spare årevis på årevis af frustration ved at lære tidligere på deres fitnessrejse, end jeg selv gjorde.

Så det var simpelthen min idé til "min nye ting".

(Hvad end den ting skulle blive til.)

Og så gik jeg ellers bare igang med at lægge planer.

Jeg opsatte en Facebook-side, som jeg selvfølgelig gjorde hemmelig, så kun jeg selv kunne se den (det ville jo være dødpinligt, hvis andre så den!).

Jeg begynde at lave min egen hjemmeside fra bunden (hvilket den dag i dag har medført sort bælte i HTML og CSS).

Jeg skrev mit første gratis vægttabskursus til nye nyhedsbrevstilmeldte, så jeg kunne skabe et fællesskab af ligesinded, som forstod mine idéer.

Og ja...

Så blev jeg ellers bare ved med at tøve.

Og tøve.

Og ændre min skrifttype.

Og ændre min skrifttype igen.

For det hele ville jo gå totalt i vasken, hvis jeg brugte den forkerte skrifttype.

(Det vi alle sammen jo udemærket godt er 100% sandt.)

Men til sidst gav jeg mig selv en syngende lussing og satte en ubrydelig deadline for den store (okay, ikke specielt store, men alligevel - for mig var den jo) udgivelsesdag, for at tvinge mig selv til at hoppe ud i den iskolde pool med begge ben, selvom jeg var voldsomt nervøs.

Fredag d. 27. november 2015 blev datoen.

Og ja. Det bringer mig tilbage til starten på historien.

Jeg sad ved mit sølvgrå IKEA-skrivebord hjemme i Århus med skælvende fingre kørende hen af min MacBook's touchpad.

Der var ingen vej tilbage nu.

Jeg havde tænkt på det her i 5-6 måneder nu.

Alt var klar.

Udkastet til det første Facebook-opslag var skrevet.

Deadlinen var overskredet med 11 sekunder.

Jeg havde fortalt mine planer til mine nærmeste samme dag for at presse mig selv yderligere.

Og nu var det ellers bare at trykke på den der skide "Udgiv"-knap.

Er du vimmer, det føltes ubehageligt.

Nu ville jeg jo gøre mig selv sårbar overfor hån og kritik fra alle de lede haters, jeg forestillede mig var derude.

Kunne jeg overhovedet klare det her pres, jeg var ved at lægge på mig selv?

"F*uck it. One life..."

Så jeg tog en dyb indånding.

Og med hjertet helt oppe i halsen lukkede jeg øjnene og trykkede på knappen.

* Klik *

"Åh nej Christian. Hvad f*anden har du nu rodet dig ud i...".

Klik her for at fortsætte...