Kampen mod madmyter og pseudovidenskab – Interview med Morten Elsøe

Af Christian Øyen Dam, psykoterapeut, kostvejleder og
specialist i selvkærligt vægttab for travle kvinder

Jeg har for nyligt forsøgt at læse en alt for svær bog, som hedder “The Greatest Minds and Ideas of All Time” af en afdød historiker med navnet Will Durant. Det første kapitel i bogen hedder “A Shameless Worship of Heroes”. Jeg blev aldrig færdig med mere end første kapitel, men det var til gengæld også et godt et af slagsen!

Grunden til at jeg nævner det her, er at det jo ikke er særlig moderne, at anerkende at andre ved mere, end man selv gør. Du ved, janteloven, ligestillingen og demokratiet. Og misforstå mig ikke, jeg elsker både ligestillingen og demokratiet! Men når vi begynder, fuldt og fast, at tro, at alles meninger er lige meget værd, så ryger kæden altså af for mig.

Videnskaben ER “mere værd” end random sundhedsguruers ubegrundede meninger, uanset ligestilling og demokrati. Newton sagde engang: “If i have seen further, it is by standing on the shoulders of the giants.”. Med det mente han, at grunden til, at han havde set længere end de fleste, var fordi han havde bøjet sig i støvet og taget “A Shameless Worship of Heroes” tilgangen til sig.

For at drage disse paralleller tilbage til sundhed og fitness, så er jeg sikker på, at Morten har præcis denne tilgang til sundhedsfaget. Han har ikke være for stolt til at lære af andre, og nu står han som en af Danmark’s ledere på “the shoulders of the giants”, i dette tilfælde på skuldrene af vidensskaben om adfærdspsykologi i et sundhedsmæssigt perspektiv.

Jeg håber, at jeg selv kommer til at holde mit sind ligeså åbent, konstant lære nyt, altid forholde mig kritisk overfor mine egne metoder og en dag stå helt fremme ved kanten af den viden vi er nået til og være med til at skubbe grænsen endnu længere ud i det uvisse. Eller i hvert fald, ind til da, kunne videreformidle det, som andre har fundet ud af.

Med denne lille introduktion, så kommer interviewet med Morten Elsøe her.

Hvem er Morten Elsøe?

Jeg er tidligere ernæringsnørd, der i dag arbejder med adfærdspsykologi. I 2013 kom jeg ud fra universitetet med en kandidatgrad i molekylær ernæring og fødevareteknologi, og en stor lyst til at øge folkesundheden gennem ernæringsoplysning. Eller, det passer faktisk ikke helt. For mens jeg forskede i sukker og sødestoffers effekt på risiko for livsstilssygdomme, tog jeg en uddannelse som sundheds- og livsstilscoach. Det var her jeg fandt ud af, at mennesker ikke ændrer adfærd, ved at få at vide hvad de skal gøre.

Sideløbende med mine ernæringsnørderier, begyndte jeg derfor at læse op på adfærdspsykologi – en viden, som jeg straks kunne bruge på mine egne coaching-klienter. Hos dem fandt jeg også ud af, at det store fokus på ernæringsdetaljer – og dæmonisering af fødevarer, sort/hvide opdelinger af maden, samt ikke mindst regler og restriktioner – ikke bare var uvirksomme: de var skadelige. Spiseforstyrrelser er mere udbredte end mand tror. Derfor bruger jeg i dag min ernæringsfaglighed til at nedskyde myter om maden – eksempelvis koncepter som detox og superfoods – så det kan blive nemmere at være sund, og handle mindre om frygt og dårlig samvittighed, og mere om livsglæde og lyst.

Hvordan ser du fremtiden for fitness- og vægttabsbranchen?

I dag bruger jeg det meste af min energi på at igangsætte et paradigmeskift indenfor “sundhedsindustrien”. Et skift væk fra det biokemiske, detaljeorienterede, kosttilskudspushende optimeringsfokus, som langt de færreste får noget ud af – og hen mod et fokus på hvordan man får folk til at ændre vaner. Det har jeg indtil videre gjort gennem min facebook-side, gennem artikler til min blog og til bodylab.dk, i min ugentlige klumme i Ekstra Bladets lørdagstillæg og når jeg har undervist personlige trænere i Fitness World, og gennem The Health Lab.

Budskabet bliver heldigvis godt modtaget og der der efterhånden en del professionelle i branchen, der bidrager til bølgen. Derfor har jeg netop, sammen med Anne Gaardmand, lanceret en evidensbaseret uddannelse til VaneCoach. Her underviser vi personlige trænere, kostvejledere, diætister og fysioterapeuter i, hvordan man coacher andre til at ændre vaner, i stedet for at forsøge at “styre” deres adfærd udefra, med kostplaner og programmer.

Vi kan mærke at folk er med på det, og andre i branchen er også godt træt af, at facebook, blogs, magasiner og aviser er fyldt med sundheds- og vægttabsnonsens, som ikke virker.

Fremtiden for fitness- og vægttabsindustrien er måske ikke lys i forhold til hvor mange penge de kan hive ud af folks lommer. Men den er lys i forhold til at gøre en forskel for de der har brug for det.

Hvad er de aller største fejl, som du ser mange lave, når de prøver at tabe sig?

Slankekure, restriktioner og forbud, er det første der falder mig ind. Forskning har vist, gang på gang på gang, at det ikke skaber vedvarende resultater. Og det har også vist, at for hver fiasko der opstår, når man “falder i”, falder sandsynligheden for, at man kommer til at leve nogenlunde sundt i fremtiden.

Men overordnet set, begår folk også den fejl, at de forsøger at presse flere ting ind i et i forvejen fyldt liv. De tilføjer ambitiøst motion efter arbejde, selvom de ikke har tid, og opstiller forventninger om, at de skal lave sunde, økologiske stenalderkostmåltider fra bunden hver aften. Det er desværre på forhånd dømt til at fejle, for de fleste.

Det er derfor jeg kigger så meget på vaner. For de er der allerede. Så når man ændrer dem – og det er en videnskab i sig selv – tilføjer man ikke en ekstra opgave i hverdagen. Men man skaber succeser, resultater og overskud til at gøre mere, senere.

Hvilke råd, ville du give en 33årig travl kvinde, som lige har bestemt sig for at tabe sig?

Kig på dine vaner. Find de vaner der koster kalorier på daglig basis, og de vaner du relativt nemt kan ændre på. Kombinationen af en vane der kan ændres, og som kan fjerne kalorier fra din hverdag, er der du skal starte. Mange tror, at de fra den ene dag til den anden, skal spise helsekost og forsage sukker og stivelse, hvis de skal tabe sig. Men det passer ikke.

I virkeligheden er det ikke manglen på slankekure, der er årsagen til deres overvægt: det er de daglige vaner, som man ikke tænker over. For nogle er det, at hver gang man keder sig, går man ud i køkkenskabet og finder en snack. For andre er det de par glas vin der ryger ned, efter aftensmaden, eller de snacks de spiser foran fjernsynet.

Ingen af disse vaner er drevet af sult, og dækker derfor et andet behov – et behov for pause, afslapning, beskæftigelse, afstressning, etc. Når du har fundet ud af hvad der sætter gang i vanen og hvad den dækker af behov, kan du indsætte en anden, kaloriefattig adfærd, der giver det samme.

Hvilken ene handling kan den 33årige kvinde travle kvinde tage I DAG for at komme i gang?

Nu er jeg jo principielt modstander af at give gode råd, da mennesker som udgangspunkt automatisk har modstand mod at gøre, hvad de får besked på. Det er også derfor, at en coachingsession mestendels består af åbne spørgsmål. Men for at tage udgangspunkt i min egen “klinik”, så ser jeg flere og flere, der overspiser som konsekvens af madfrygt. De tror simpelthen, at ét lille stykke kage er både fedende og usundt, og reagerer ved at tømme kagefadet – så er de sikre på at de ikke kan “falde i” i morgen.

Faktum er, at kage er hverken fedende eller usundt – i små mængder. Men det er overspisning. Så hvis der sidder nogen derude der kan nikke genkendende til dette, er mit råd, at finde ud af hvorfra I får madfrygten, og systematisk eliminere de informationskilder fra jeres hverdag. Så kan I tage første skridt mod et bedre forhold til maden – og et slankere liv, hvor I spiser på baggrund af sult og lyst, i stedet for frygt og stress.

Et afsluttende spørgmål til DIG!

Nu er det mig (Christian), der skriver igen, og jeg kunne godt tænke mig at høre, om du selv har oplevet at falde i en af de fælder, som Morten snakker om. Har du selv opsat for strikse regler for dig selv, i din jagt på en forbedret sundhed, som har saboteret dit vægttab? Skriv meget gerne dit svar i en kommentar herunder, jeg vil meget gerne høre dine egne erfarringer 🙂

Hvis du selv, stille og roligt, vil i gang med at gøre sundhed nemmere og mindre kompliceret for dig selv, så skal du være velkommen til at hente mit gratis 7 dages vægttabskursus “Tab det første kilo på 7 dage” samt min e-bog “12 nemme vægttabsopskrifter”. Det vil endeligt gøre varigt vægttab til en overkommelig udfordring for dig 🙂

Bedste hilsner

Underskrift

DSC_0023 2