Det kan være enormt frustrerende, når alle omkring dig går og praler med, hvor meget de ELSKER at motionere.

Især hvis du selv hader tanken om lange løbeture og overfyldte fitnesscentre, mere end du hader store brutale myg i dit soveværelse.

Ikke én eneste lørdag formiddag, kan du få lov til at vågne op med verdens lækreste morgenhår og halvsovende køre tommelfingeren op og ned af Facebook-væggen på din telefon, uden at scrolle forbi endnu et todelt kollagebillede af din facebook-ven Carsten, iklædt mande-tights (yeah right…”mande”-tights…) og en smøre ala:

Nååår jaaa hehe smiler hehe, men havde da bare lige hviledag. Løb kun lige 38km her fra morgenstunden som man kan se her på Endomomdo hehe #elskerhviledag #skyr

.

.

.

Hvis du selv aldrig har været typen, der er særlig glad for at motionere, så er det ikke “bare sådan lige” at overbevise dig selv om pludselig at elske det.

Du kan se verdens mest motiverende videoer på Youtube, mærke ilden blusse op i din mave og fuld af motivation marchere ned i fitnesscenteret for at træne…

(Som fx den her. Giver et ordentligt skud motivation direkte ind i blodbanen!)

… men ligeså snart at du får pulsen op i det røde felt, sveden begynder at pible ned i øjnene og følelsen af at du er ved at afgå til de døde indtræder, kan du næsten ikke vente med at komme hjem igen.

Måske er du heller ikke just ved at eksplodere af begejstring over, hvordan du ser ud i din laksefarvede tanktop ved siden af de toptrænede bikinifitnesspiger med synlige blodåre ned af armene og store silikonebryster…

… og ehh…

… så har du rent faktisk heller ikke rigtig tid til at træne i forvejen.

Eller…

Hvis de nu serverede rødvin og all you can eat deep pan pizza buffet, så kunne det måske godt være, at du lige kunne finde en time i kalenderen et par gange om ugen.

Måske har du noglegange undret dig over, hvordan nogle mennesker holder sig motiverede til at træne regelmæssigt, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, og ELSKER det, imens andre ikke gør.

Jeg har i hvertfald selv funderet en del over det her spørgsmål.

Du har sikkert hørt den her før: “Det handler om at flytte dit fokus fra resultatet og over på processen”.

Men hvordan gør du det?

Hvad hvis du ikke kan lide processen?

Hvad gør du så?

Personligt er jeg af den overbevisning, at meget få mennesker er født med en indbygget kærlighed til propfyldte fitnesscentre og lange løbeture på mørke regnvejrsfyldte efterårsdage…

… og når jeg kigger på dem, som har lært at elske processen ved at dyrke motion, og dem, som kæmper med det, så er den største og mest iøjenfaldende forskel den her…

Hvor god form man er i.

Jep. Simpelthen.

Hvis man er i elendig form, så er det altså bare ikke særlig fedt at motionere.

Jo dårligere form man er i, jo mere smertefuldt og ubehageligt er det.

Jo dårligere form man er i, jo mere øm bliver man dagen efter.

Jo dårligere form man er i, jo mere hader man bare motion.

Det meste af mit liv, har jeg ikke kunne fordrage at løbe.

Jeg er 194cm høj og 97kg tung. Jeg løber ikke. Jeg står stille og løfter tunge ting op fra jorden og sætter dem ned igen.

Første gang jeg begyndte at løbe efter mange år udelukkende med styrketræning, aftalte jeg med mig selv, at jeg bare ville løbe en lille tur og nyde processen.

Jeg tror ikke, at jeg nåede meget længere end et par gader væk fra min lejlighed, før jeg måtte vende om med sidestik og blodsmag i munden.

Det var vidst stadig ikke lige min kop med te, det der med at løbe, tænkte jeg. Med den form jeg var i, var det i hvertfald ikke synderligt fedt at fokusere på processen.

Derefter begyndte jeg at cykle 6-7 km op af bakke hver dag i stedet for at tage bussen til mit studie.

Da jeg efter et par måneder igen forsøgte mig med en løbetur, løb jeg pludselig 8km uden problemer. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg nød hvert et skridt.

Med andre ord: Da min form blev bedre, blev det ligepludselig en del sjovere og en del mere nydelsesværdigt for mig at løbe, end da min form var til hundende.

Såeeh, ja. Det er min hypotese.

Jo bedre form man er i, jo mere nyder man at motionere.

Det er i hvertfald for mig at se, én af de faktorer der afgører, hvor glad man er for motion.

Den gode nyhed er, at du er tættere på at blive glad for motion, end du sikkert tror lige nu.

Jep.

Du behøver ikke stikke kanyler i balden, få 1800ml silikonebryster og tilmelde dig bikinifitness i Ringsted, for at træne dig op til det punkt, hvor motion ikke længere føles som tortur for dig.

Når du går fra at være totalt håbløs til at nå minimumgraden af en færdighed, (i det her tilfælde hvor god form du er) så sker der et massivt skift i din psyke.

Motion stopper med at føles forfærdeligt og begynder at føles fantastisk i stedet.

For første gang nogensinde, begynder det pludseligt at give mening det med at nyde processen.

Du har pludselig dramatisk mere energi og overskud i hverdagen til at leve dit liv fuldt ud.

Som en rød heliumballon fra Jensens Bøfhus vil du langsomt men sikkert skabe en opadgående spiral af mental klarhed, velvære og glæde for dig selv.

Det første stykke tid vil du sandsynligvis ikke være synderlig glad for processen. Du vil også blive øm og træt i dagene efter. Sådan er det. Bad luck.

Men se på det på den her måde:

Du elsker ikke at trække lange slibrige ildelugtende sorte hår op fra badeværelsesristen, vel?

Men du gør det alligevel, ikke?

Sådan er det også med motion, når du starter ud. Du behøver ikke elske det i starten.

Det er fint nok hvis det er på niveau med at betale regninger, gøre rent og ordne vasketøj.

Det skal bare gøres og det er en del af livet. Det er det mest ansvarlige at gøre. Især hvis du vil have mere overskud, holde sygdom væk, se dine børnebørn vokse op, være fri for smerter, se bedre ud, have mere selvtillid, passe dine gamle jeans igen og leve længere og blive en badass bedstemor.

Når du så uge for uge begynder at nå minimumsgaden af nogenlunde form, så vil det stille og roligt blive sjovere og mere behageligt for dig at motionere, og inden du ser dig om, er det dig, der ligger todelte kollagebilleder op på Facebook lørdag formiddag.

Pas dog på med at tage munden for fuld i starten.

Ligesom med at spise optimalt for vægttab, så handler det om at undgå “alt eller intet”-tankegangen.

Hvis du går all-in fra start, så forsvinder motivationen efter et par uger. Ligesom den sikkert har gjort så mange gange tidligere.

Lad være med at tænke, at hvis du ikke kan klare 2 timers spurtetræning 28 gange om ugen, så kan du ligeså godt lade være med at gøre noget.

Vær realistisk med dig selv. Spørg dig selv:

Hvor meget tid har du til rådighed?

Hvor motiveret er du på en skala fra 1 til 10?

Hvilket niveau har du lige nu på en skala fra 10 minutters gåture til marathonløb?

Sæt et realistisk mål på baggrund af dit nuværende udgangspunkt. Du kan kun tage dit første skridt, fra der hvor du står lige nu. Om det så betyder, at du starter ud med at gå en tur på 10 minutter 3 gange om ugen – det er helt fint.

Uanset hvor små og ligegyldigt det kan føles, så husk at 1 er altid større end 0. Sådan er det altid med vaneændringer. Om du gerne vil igang med at spise bedre, begynde at motionere eller lære at spille guitar. Det handler alt sammen om, at få taget det første skridt.

---

Christian hjælper kvinder med at tabe sig uden slankekure og diæter. Hvis du drømmer om at komme tilbage i dine gamle jeans, så skal du være velkommen til at tilmelde dig hans populære gratis emailkursus “5 Dage Til Et NONSENSFRIT Vægttab” på linket her, hvor du vil du lære, hvordan at du får lov til at spise alt din yndlingsmad og stadig tabe dig VARIGT – uden sult, restriktioner og selvtortur.