udrensningskur

Den ultimative 7-dages udrensningskur (inkl. PDF-tjekliste)

Af Christian Øyen Dam, fysioterapeut og stifter af Fitness Formularen

Er du kommet til at spise lidt for meget sukker, gluten og forarbejdet mad fyldt med E-numre her på det seneste – og overvejer du nu at prøve kræfter med en såkaldt udrensningskur / detox, så du kan skylle alle de farlige giftstoffer, der lige nu er i gang med at ødelægge din krop, ud af systemet?

I så fald er du landet det helt rigtige sted.

I dag vil du nemlig få den (efter min ydmyge mening) bedste og mest nonsensfri 7-dages udrensningskur, der ligger tilgængeligt på, ikke bare det danske internet, men på hele f*cking internettet.

Og jeg mener det, når jeg siger, at når du har været igennem den her udrensningskur, så vil du aldrig nogensinde behøve bekymre dig om farlige giftstoffer og kemikalier i din krop igen.

Aldrig.

Nogen.

Sinde.

Så spænd selen, because…

Lad mig starte ud med at sige undskyld.

For du bliver nok lidt skuffet nu…

Men du finder ingen fancy juiceopskrifter eller affiliatelinks til pulveriserede gojibærprodukter her, som jeg, til din orientering, ellers kunne have tjent 20% provision på.

… hvilket jeg ved nærmere eftertanke fortryder lidt lige nu, da jeg jeg pt er ved at spare op til en tung guldkæde og et sæt guldtænder ala dem her:

Men til gengæld kommer du til at spare både tid, energi og penge.

Du behøver nemlig hverken juicepressere, pulveriseret grøn the eller Lene Hanson med sit plastikrør dybt oppe i din endetarm for at rense din krop for giftstoffer.

Her kan du downloade en handy PDF-tjekliste over, hvad du skal bruge (filen åbner i en ny side, så du klikker bare med det samme).

Som du nok kan se, er det ting de fleste af os allerede sidder inde med – så medmindre du bliver nødt til at rejse øst på og hente et eller flere af de remedier, du mangler, så lad os bare komme i gang med at rense ud i systemet.

Lad mig introducere dig til:

Den ultimative 7-dages udrensningskur

Kuren består, som navnet antyder, af 7 dage.

Du behøver dog ikke bruge 7 dage på den.

Mit råd er at bruge ca. 7 minutter på den.

De her 7 dage består nemlig ikke af 7 juiceopskrifter med fancy ingredienser, du aldrig får fat på, samt et forbud imod alt mad, men blot af yderst værdifuld information, der vil gøre dig (meget) klogere på sandheden om alt det her udrensningssjov og give dig klarhed over, præcis hvad du skal gøre for at rense ud i virkeligheden.

Så hvad siger du?

Skal vi ikke bare dykke ned i det?

Detox din krop – dag 1/7

Som du nok efterhånden har erfaret på den hårde måde, er fitness- og sundhedsbranchen ikke just verdens mest troværdige branche.

Host…

Host host host…

Det er nemlig et af verdens største markeder med milliardvis af milliarder i omløb.

Alle i verden vil gerne tabe sig, blive sundere og have mere energi – og når et marked er så stort og lukrativt som fitness- og sundhedsmarkedet er, kan det ikke undgå at blive infiltreret af kvaksalvere med ét formål for øje:

At tjene penge på dig.

Der er to knapper, de her kvaksalvere trykker på, for at fiske pengene op af lommerne på dig.

De sælger dig drømmen om et bedre liv…

… og de skræmmer dig fra vid og sans over din nuværende situation.

Det står en del værre til i USA, end det gør her i lille Danmark, med komplet vanvittige salgssider for værdiløse supplementer som f.eks. den her salgsside for en urtepille:

… men der er alligevel også ugler i mosen herhjemme.

Inden jeg begyndte at skrive den her artikel, foretog jeg mig en gedin omgang “googling”, for at finde ud af hvordan damebladende, fitnessmagasinerne og nyhedssiderne, har båret sig ad med at få det danske folk til at hungre efter udrensningskure og detoxes.

Her er “udrensningsdrømmen” de sælger dig:

  • Du skyller hundredevis af syntetiske kemikalier (toxiner), som ødelægger din krop, ud af dit system
  • Du taber mere fedt, da kroppen nu kan fokusere på at forbrænde fedt i stedet for at bekæmpe giftstoffer
  • Du får mere energi, pænere hud og slipper af med gener som hovedpine, oppustethed og slørede tanker

Og det lyder jo også alt sammen skønt.

Jeg får i hvertfald en ustyrlig lyst til at skylle en økologisk agurk ned med en liter grøn juice og slamdunke min Nutella hårdt ned i skraldecontaineren udenfor, når jeg læser det her.

Men er de her fordele ved udrensningskure nu virkelig også sande?

Detox din krop – dag 2/7

Lad os starte med at kigge på den første ud af de tre store påstande, jeg googlede mig til, omgiver udrensningskurene, nemlig:

Du skyller hundredevis af syntetiske kemikalier (“toxiner”), som ødelægger din krop, ud af dit system ved at udrense/detoxe.

Men gør vi nu også det?

Ophober vi virkelig toxiner i kroppen, når vi spiser Coops billigste hvidløgsflutes og M&M’s, som vi ikke selv kan skille os af med?

Og kan det virkelig passe, at store mængder grøn juice, detox-diæter og dyre udrensningskosttilskud har en udrensende effekt på vores krop?

Hvis man går ind på PubMed og læser de studier, der er lavet omkring “toxiner” og udrensningskure, får vi faktisk alle svarene serveret på et sølvfad.

Et “toxin” er et lille molekyle, peptid eller protein, som i helt enorme mængder, kan føre til forgiftning, hvis de absorberes i kroppens væv.

De her toxiner findes i alt på et eller andet niveau.

Selv i vand, hvilket er grunden til, at man kan dø af vandforgiftning, hvis man får for meget af det.

Så uanset hvad vi gør, kan vi altså ikke undgå toxiner.

Dog ser det ud til at være sandt at niveauet af toxiner stiger, hvis vi sover for lidt, bevæger os for lidt, ryger eller spiser for meget forarbejdet mad.

Og så kan man jo spørge sig selv:

“Jamen ville det så ikke netop være en god idé, at gå på en eller anden form for udrensningskur eller detox?”

For at gøre det helt kort; nej.

For du detox’er allerede dig selv til perfektion, imens du sidder og læser det her.

De organer du fandt på tjeklisten i starten af artiklen, er nemlig i stand til at nedbryde og skille sig af med toxinerne på egen hånd, hvilket de gør ligeså godt, som Usain Bolt løber 100 m.

Sidst men ikke mindst er der heller ingen studier, der peger på, at hverken grøn juice, detox-diæter eller dyre udrensningskosttilskud skulle have nogen som helst udrensende effekt på din krop – eller skulle virke til at forbedre dine organers allerede eminente evne til at skille sig af med toxiner på.

Så nej. Det ser på ingen måde ud til, at du skyller hundredevis af syntetiske kemikalier, som ødelægger din krop, ud af dit system ved at udrense/detoxe.

Meget godt at vide, inden man… går på udrensningskur.

Detox din krop – dag 3/7

Lad os kigge på den anden ud af de tre store påstande, jeg googlede mig til omgiver udrensningskurene, nemlig:

Du taber mere fedt, da kroppen kan fokusere på at forbrænde fedt i stedet for at bekæmpe giftstoffer.

Jeg vil ikke bruge særlig lang tid på den her.

Vi har jo lige fundet ud af, at dine organer har spidskompetence i at fjerne de giftstoffer, der ikke skal være i din krop, og at du derfor aldrig har været forgiftet i første omgang.

Derfor fjerner din krop ikke fokus fra at bekæmpe giftstoffer til at bekæmpe fedt, når du går på udrensningskur.

Den eneste grund til at du taber dig, når du går på udrensningskur, er at du skaber et enormt kalorieunderskud, ved at leve af juice og meget lidt mad.

Rent faktisk er det kalorieunderskud, du skaber med de fleste udrensningskure, faktisk for stort, da det kan f*cke din forbrænding op, hvis du gør det for længe.

Din krop prøver nemlig altid at opnå homeostase (at udligne ubalancer), hvilket medfører, at din forbrænding falder, hvis du ligger dig i for stort et kalorieunderskud i for lang tid af gangen.

Og hvis din forbrænding falder, bliver det altså kun sværere at tabe dig i fremtiden.

Sørg for at have det i mente.

En anden farlig ting ved stort set at leve af juice er, at du kombinerer et stort kalorieunderskud med et mangelfuldt indtag af protein, hvilket tærer på din dyrebare muskelmasse.

Hvis du derimod havde sørget for at få rigeligt med protein under med din udrensningskur, havde du tæret på dine fedtdepoter i stedet, hvilket havde været en del federe for både din krops udseende og din grad af sundhed.

Derfor kan proteinfattige udrensningskure faktisk være direkte skadelige for dig, da du i virkeligheden slet ikke renser giftstoffer ud, men kun fjerner muskelmasse og sænker din forbrænding.

Så lad mig gøre det soleklart for dig.

Du taber dig ikke af hverken den grønne juice eller fordi din krop endelig kan fokusere på at forbrænde fedt istedet for giftstoffer.

Du taber dig fordi, du ligger dig i et massivt kalorieunderskud.

Detox din krop – dag 4/7

Lad os kigge på den tredje og sidste påstand, jeg googlede mig til, omgiver udrensningskurene, nemlig:

Du får mere energi, pænere hud og slipper af med gener som hovedpine, oppustethed og slørede tanker.

Mange oplever de her effekter, når de går på udrensningskur.

Dog jeg vil gerne have lov til at stille spørgsmålstegn til, om det har noget med udrensningskuren at gøre, eller om det er pga. noget helt andet.

Lad os sige, at du spiser “usundt” det meste af tiden.

Du spiser f.eks. et hav af hvidløgsflutes og M&M’s.

Og måske en halv pakke af dem her hver eftermiddag:

slip af med din sukkertrang om aftenen

Hvis du gør det det meste af tiden, påvirkes alle de her overstående faktorer (dit energiniveau, din mentale tilstand etc.) i en negativ retning, pga. madens ringe næringsindhold.

Du befinder dig simpelthen i et kæmpe vitaminunderskud og bølger dit blodsukker op og ned hele dagen, hvilket gør, at du bliver træt, oppustet og mentalt døsig.

Men… det behøver du altså (heldigvis) ikke gå på udrensningskur for at lave om på.

Bare skær ned på dit forbrug af hvidløgsflutes og M&M’s og begynd at leve mere sundt og varieret.

Så simpelt er det faktisk, hvis du vil have mere energi, pænere hud og slippe af med (eller i hvertfald reducere) gener som hovedpine, oppustethed og slørede tanker.

Der er absolut ingen grund til at sulte dig selv og leve af juice, for at opnå de her ting.

Bare skru op for din “sundhed” og ned for din “usundhed”.

Jeg viser dig dig nemmeste måde, at gøre det på lige om lidt.

Detox din krop – dag 5/7

Godt. For at opsummere de første 4 afsnit, ser sandheden om udrensningskure sådan her ud.

Smarte kvaksalvere i fitness- og sundhedsbranchen ved ligepræcis hvordan, de skal tjene flest mulige penge på dig – og andre folk, der gerne vil tabe sig, blive sundere og have mere energi og overskud:

Ved at sælge dig drømmen om et bedre liv og samtidig skræmme dig fra vid og sans over din nuværende situation.

“Du er inficeret. Din krop er forgiftet. Vil du ikke gerne være ren igen, så du kan tabe dig, få mere energi og blive en gud? Eller er du bare en TABER, der ikke gør noget ved din situation?”

Jo, hvis det var sådan landet lå, ville du selvfølgelig gerne det.

Men sandheden er, at du ikke er forgiftet – og hvis du var, så ville en udrensningskur heller ikke gøre til eller fra.

Kroppen lagrer ikke toxiner, hvis du har normale og velfungerende organer, hvilket du har, medmindre du er syg.

Og derfor har du heller ikke brug for at gå på udrensningskur.

De gavnlige effekter du kan opleve, ved at gå på udrensningskur, får du ikke fordi, du “renser ud”.

Du får dem fordi, at du sandsynligvis har levet usundt op til kuren for derefter at have skruet kraftigt ned på “usund” mad og op for “sund” mad under kuren, hvilket har dækket dit eventuelle vitaminunderskud og ernæret din krop (inkl. dine organer) bedre.

Detox din krop – dag 6/7

Godt. Nu har du fået et nogenlunde billede af, hvordan alt det udrensningssjov rent faktisk fungerer i den virkelige verden.

Hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Og du har fundet ud af, at hvis det stod til mig, så ville det være en tosset idé at prøve sådan en kur, medmindre du gerne vil tabe muskelmasse og lege, at du renser ud i kroppens ophobede toxindepoter, selvom du ikke gør.

Men hvad skal du så gøre for at opnå alle de her lækre fordele, som udrensningskurene ellers lover dig?

Jo. Det skal vi snakke om nu.

Lad os starte med at kigge på, hvordan du kan få mere energi, pænere hud og slippe af med gener som hovedpine, oppustethed og slørede tanker.

Jeg hintede til det lige før.

Skru op for de “sunde” valg og ned for de “usunde”.

Så simpelt er det faktisk.

Spis flere grøntsager.

Mange flere grøntsager.

Spis så mange grøntsager, at du er helt i chok over, hvor mange grøntsager, du egentlig spiser.

Synes du, at du spiser mange grøntsager nu?

Så spis endnu flere.

Hvis du vil være ekstra vild, så spis også vitamin- og fiskeoliepiller hver dag.

Og krydder så med lidt fed fisk, avokado og nødder (ikke for meget dog, da der er mange kalorier selv i sund fedt).

Sørg også for at få rigeligt med protein fra f.eks. æg, fjerkræ, kød, mælkeprodukter, linser, bønner osv., så dine muskler, organer og resten af din krop har mulighed for at vedligeholde og opbygge sig selv.

Og drik vand i stedet for kalorieholdige drikke.

De her simple ændringer vil dække dit vitaminunderskud, give din hjerne alt hvad den har brug for og sørge for at dine organer fungerer optimalt, så de kan holde din krop ren og velsmurt.

For det, min ven, er sådan du holder din krop sund og “ren”.

Ved at tage dig godt at dine naturligt udrensende organer.

Ikke ved at leve af grøn juice og underlige detox-produkter i 7 dage.

Detox din krop – dag 7/7

Det sidste vi skal se på, er det med vægttabet.

Der er nemlig ikke altid sundhed, der er den primære motivation, når folk vælger at gå på udrensningskur.

Mange gør det i håb om et vægttab.

Måske har man set verdens flotteste gudinde af en Instagram-kendis gøre det – eller måske har Hanne fra kontoret lige tabt 5 kg på 2 dage med sit nye detox-program, men uanset hvor inspirationen er kommet fra, så er én ting som sagt sikkert:

Udrensningskure og detoxes er ikke den rigtige løsning for vægttab.

Især ikke hvis du er ude efter et varigt et af slagsen.

Størstedelen af materialet her hos Fitnessformularen handler om vejen til et varigt vægttab på behagelig, realistisk og holdbar måde uden unødvendig nonsens (som f.eks. udrensningskure) – og derfor holder jeg med vilje det her afsnit kort og overfladisk.

Så kan du selv dykke dybere ned i vores store vægttabsunivers bagefter, hvis det lyster.

Men lad os alligevel hurtigt skimme over vejen ned i vægt i grove træk.

Først og fremmest skal du, som jeg også nævnte tidligere, skabe et kalorieunderskud, da det er den eneste måde, du kan tabe dig på.

Du kan regne ud, hvor mange kalorier, du ca. skal spise med vores topavancerede kalorieberegner her.

Det skal dog siges, at du ikke behøver tænke på hverken ligevægtsindtag eller kaloriertælleri for at tabe dig effektivt.

For mange er det f.eks. ikke realistisk at veje alt sin mad, slæbe rundt på plastikbokse og tælle alle sine kalorier i den travle hverdag, hvilket gør kalorietælleri til en dårlig løsning for dem.

Hvis du gerne vil igang med at tabe dig på den mest mulige simple og overskuelige måde uden hokus pokus, kan du nøjes med blot at implementere de her simple kostopgraderinger fra dit næste måltid:

  • Skru drastisk op for indtaget af grøntsager. Både til din morgenmad, frokost og aftensmad bør halvdelen af din tallerken bestå af grøntsager.
  • Skru drastisk op for indtaget af protein. Især mager protein. Se om du kan spise det, der svarer til en stor håndflade protein til alle dine måltider i løbet af dagen.
  • Spis langsomt og indtil du er 80% mæt. Og stop så med at spise.

Jeg ved godt, at det er utroligt overfladisk, men prøv alligevel at modstå fristelsen til at søge mere information, før du tager handling.

Handling er vigtige end noget andet.

Hvis du vil så opgradere din viden yderligere, så tilmeld dig det gratis 5-dages emailkursus, der passer bedst til din unikke situation og lær fra det løbende med, at du allerede er i fuld gang med at eksperimentere med de her tre drabeligt effektive kostopgraderinger.

De afsluttende ord om udrensningskure og detoxes

Jeg håber meget, at jeg har fået dig til at genoverveje, om det nu også er en god idé at gå på udrensningskur – eller om du måske hellere bør finde dig en bedre og mere nonsensfri løsning.

Du fortjente i hvertfald at kende sandheden om de her ting, inden du tog dit valg.

Hvis man skal tro videnskaben (hvilket man sjælden går galt i byen ved), giver udrensningskure og detoxes kun mening for de kvaksalvere, der sælger dem.

De kan få råd til nogle fede Bose-højtalere og måske en lækker grå hjørnesofa som den her til stuen:

Men ift. dig, så håber jeg, at du sparer dig selv for både tiden, energien og de falske forventninger om en grønnere græsplæne på den anden side.

Jeg ved udemærket godt, at det lyder enormt usexet – men uanset om du er ude efter forbedret sundhed, mere energi eller et vægttab, så er vejen til virkelige og holdbare resultater følgende:

Skru op for de “sunde” valg og ned for de “usunde”.

Det er nok verdens kedeligste råd, men det vil i sandhed give dig både mere energi, lade dig tabe fedt, som var du en af de der irriterende typer med en naturlig høj forbrænding og blive markant sundere overall.

Hvis du har brug for hjælpe til at skrue på de her knapper på en god måde, så husk på, at vi har et lækkert gratisområde, vi konstant tilføjer nye fede ressourcer til.

Det kan du kigge nærmere på her.

Og vil jeg ellers bare sige tak for din opmærksomhed.

Det var en lang artikel det her – og jeg er glad for, at du holdt ud til enden.

Until next time.

Christian Øyen Dam
Fysioterapeut og stifter af Fitnessformularen

P.S.

Kender du nogen, der overvejer at gå på detox?

Så tryk på knapperne herunder og del artiklen på Facebook eller send den som en mail, til den person, du tænker på.

81 Delinger